Motion med en ven eller bekendt har længe været anbefalet som en praktisk måde at sikre, du ikke springer din træning over. Og netop af den grund kan en træningsmakker være dit vigtigste ‘træningsværktøj’.
Forskning viser, at en træningsmakker motiverer dig til at dukke op til træning. En ekstra bonus er, at en makker rent faktisk hjælper med at øge intensiteten af din træning!
Dokumenteret effekt
En undersøgelse fra Michigan State University belyser, at motion med en træningsmakker motiverer til at arbejde hårdere og længere, sammenlignet med dem der træner alene. Dermed forbedrer man de samlede fitness-resultater med en træningsmakker – så simpelt er det.
Helt konkret fik en virtuel træningsmakker forsøgspersonerne til at holde ‘planken’ 24 procent længere. Faktisk var det nok at vide, at ens virtuelle træningsmakker også trænede. Ifølge en undersøgelse fra Society of Behavioral Medicine øgede det også testpersonernes udholdenhed.
Andre undersøgelser har vist, at folk, der tilbringer tid med venner, der også træner, har øget chance for at opnå succes med vægttab.
Den ideelle makker
Den ideelle træningsmakker er ofte en person, som er i lidt bedre form, end du selv er. Forskning har vist, at en makker med bedre træningsvaner kan smitte af på os og inspirere os til at opnå bedre resultater. Og effekten er ikke lille! Forskerne fandt ud af, at hvis man har en mere fit træningsmakker, så kan man øge sin træningstid og intensitet med helt op til 200 procent!
Derfor er anbefalingen, at du laver aftaler med andre om at træne sammen – måske bare én dag om ugen.
Det kan være en fitness-instruktør eller en kammerat. I behøver ikke at træne det samme program, men der er rigtig mange fordele at hente på flere områder ved at følge det samme.
Hvis ingen af dine venner træner, kan du prøve at finde en træningsmakker på platformen Sportspartner
En instruktør kan du finde i dit lokale fitnesscenter.